i modvind langs med søerne at gå i modvind mens det regner og tøsner at gå med sin cykel gå med en våd hat på at være langsom gå langsomt vandet der blæser i kludder de hvide hvide svaner der fanges af en eller anden fjern usynlig lampe mens det regner og himlen er i oprør gå foroverbøjet med en cykel og varmt nok tøj på og alting er fantastisk og gå i modvind mens ordene hvirvles rundt i luften mellem os

"Artist and scientist alike are primarily concerned with the illumination of reality, with, in sum, the exploration of the unknown and, far from least, the interpretation of physical and human worlds" (R. Nisbet)

Stephen Lawhead på dansk, tak!

Bliv swept away i det skotske højland, ind gennem gamle gravhøje, over i 'Den anden verden', som er sammenflettet med den, vi ser omkring os. Hvor ondskab er noget, man må kæmpe imod, hvor ledere opstår af brudthed og græsset er grønnere, menneskene højere og vintrene årets højdepunkt. Jeg kan ikke anbefale tilogien The Albion Song nok - den er lige fuld af spænding og keltisk spritualitet og kan kun sammenlignes med Ringenes Herre i stil... Så indtil de en dag bliver udgivet på dansk - køb den på amazon eller overfald boghandlernes hjembestillingsservice... Eller lån den af undertegnede. Det er nogle af de vigtigste bøger, jeg nogensinde har læst, vendte op og ned på min måde at se verden på...

Stephen Lawhead: 'Song of Albion', der består af: 'The Paradise War', 'The Silver Hand' og 'The Endless Knot'.

PS: Det kan ikke anbefales kun at købe første bind. Det kan blive årsag til søvnløse nætter...

Der er to måder, jeg kan høre Messias på.

Den ene er tilbagelænet, med armene over kors, hvor jeg prøver at få mening ud af bombardementet af ord, irriteres over en falsk tone, prøver at bygge en stemning op, beruses og har lyst til at rejse mig op, rase og kaste stole efter den, der kommer med host nr. 734, der falder på det allersmukkeste sted, så Jesus falder ud af krybben, ned af korset, trompeten bliver til et stykke metal der laver lyde og jeg ikke kan finde tilbage i fortryllelsen. Desuden slår ørerne fra og jeg kigger på klokken midt i 2. del, hvor hovedet er mæt, og jeg bare gerne vil hjem.


Den anden er foroverbøjet, afventende, kræver intet. Jeg forsøger ikke at gribe værket eller dén der mening, som jeg for alt i verden skal have fat i for at det er turen og ventetiden værd. Jeg lader musikken og teksten i nuet være et landskab eller et rum, jeg træder ind eller ud i. Det tager form efter det jeg hører, og jeg bliver den lille og værket det store, det der ikke kan analyseres, blendes og sluges. Jeg kan ikke kræve noget af den natur, jeg står i. Det eneste jeg kan gøre er at blive stående eller at gå fremad, gå på opdagelse. Når det er sådan jeg hører Messias, bliver hostene mærkeligt nok en del af tapetet, som små tegn på den lort under sålerne, den ufuldkommenhed, der blandes med englelyde og glory, netop i et værk som Messias. Og der kan jeg sidde og krybe sammen på den hårde bænk i en uendelighed...

Sociologi og skønlitteratur

I fredags havde jeg sidste time i faget ’Sociologi, essayistik og skønlitteratur’. Det har især været lækkert at diskutere, hvordan skønlitteratur og sociologisk analyse og fremstilling kan supplere hinanden. Et par smagsprøver på nogle af de tanker, der står tilbage:

Skønlitteraturen har ikke noget at skulle bevise hvad angår gyldighed. Man behøver ikke at argumentere for, at det, man fremstiller har en sandhedsværdi. Dermed kan man inddrage alle mulige aspekter i en roman, der ikke er direkte og logisk relevante for en ’problemformulering’, men giver intuitiv eller metaforisk mening at inddrage i belysningen af et tema.

Skønlitteraturen kan pege på fravær, på det uudsigelige, det, der ligger udover eller før eller efter den menneskelige sociale handlen, som er sociologiens genstandsfelt.

Samtidig er der også mange fællestræk. Forfatteren og sociologen konstruerer en verden med sine ord, der skal få læseren til at lægge mærke til nye aspekter af eller mønstre i samfundet og måden, mennesker er sammen på. Ingen af dem er i stand til at gengive 'virkeligheden', som den er 'i virkeligheden'. Men de kan på hver deres eksplicitte eller for forfatterens vedkommende mere subtile måde gøre læseren opmærksom på denne begrænsning i sine skriverier. Endelig har begge brug for en god portion fantasi for at kunne udpege spor/mønstre/årsagssammenhænge/koble individ og sammenhæng(sociolog) hhv. opbygge en forestillet verden.

PS: Men hvem har ikke det... (altså brug for fantasien). Jeg har lige snakket med en ældre hjemmesygeplejerske, der forklarede mig, at hun konstant må være kreativ på arbejdet, idet brugerne ofte ikke har de redskaber liggende, hun skal bruge til at klistre dem sammen, og så går hun på jagt efter alt muligt i hjemmet, der kan bruges... det er da cool.

Skrivegruppe godt i luften

I aften mødtes skrivegruppen for anden gang for at skrive, læse op, give feedback og hygge. En skøn lille boble med mennesker, man ikke kendte, da man kom, og som leger med ord sammen. En person har forberedt nogle øvelser til aftenen, som varer 5-10 minutter. Vi skriver til et stykke musik, ud fra nogle ord, vi har fået, som skal indgå i teksten o.l. Digte og kortprosa... Kan varmt anbefales - og gruppen er åben. Tjek netværksgruppen 'SCRIPT' på 2Cbase.com. Skrivegruppen er en aktivitet under netværksgruppen, der er for alle, der skriver på alle niveauer...

Jeg glæder mig til at vi snart får uploadet nogle tekster, som alle, der har meldt sig ind i script kan kommentere på (en googlegroup). Det bliver da for vildt at have et netværk af folk rundt omkring i Danmark, der kommenterer på hinandens skriverier... Hvis nogen vil have inspiration til at starte lignende projekter i andre byer, siger de bare til...

Vinterhi og blogging

Planen er at få bloggen til at opstå fra de døde. I sommers fandt jeg ud af, at jeg er alt for rastløs til sådan noget her, når vejret er godt. Ligesom jeg ikke kan finde ud af at læse bøger. Den oprindelige plan var at vende tilbage i september eller noget. Det skete bare ikke lige.

Men jeg har faktisk savnet det. At have en sandkasse at hælde nogle mellemregninger ud i. Bygge huler af sand, der gerne må falde sammen, eller kaste en håndfuld op i luften og håbe på ikke at få alt for meget i øjnene. Det er en vinterting for mig.



Der var engang hvor vinteren var der, hvor jeg burde have det ligesom om sommeren, men ikke havde det. For nogle år siden udråbte jeg vinteren til mulvarpetiden, hvor jeg begraver mig under dynen med tykke bøger, sjove film, bruger tid sammen med nogle få venner ad gangen og sover længe. Okay, eksamener og sån kan godt gøre det besværligt. Men idealet er ikke at lade som om, det er sommer. Idealet er at klippe mest muligt fra, så mørket og frosten bliver poetiske, langsomme, smukke i stedet for besværlige forhindringer for et eller andet tilfældigt projekt, jeg har rodet mig ud i.

Og så det, jeg gør, er noget, der får lov at fylde rigtig meget og ikke er noget, jeg zapper frem og tilbage i forhold til. Lige nu er det uden konkurrence en rapport på Center for Ungdomsstudier og Religionspædagogik, hvor vi binder sløjfer på et halvt års interviews med 150 primært unge frivillige ledere.

Og ellers - tid til at tygge drøv og blogge... måske